Bryllup i en fart – og tolv børn efter

Søren Nielsen blev født sommeren 1798 på en gård i landsbyen Høxholt (i dag Høgsholt), som ligger i det bakkede landskab midt mellem Jelling og Vejle.

Hans forældre var Niels Frandsen og Johanne Hansdatter som havde en gård i landsbyen. Hans mor havde i forvejen 3 sønner og en datter fra et tidligere ægteskab. Deres far var død og så havde hans mor giftet sig med Niels i stedet. Men familien havde ikke heldet med sig: Søren var kun 2 år gammel, da også hans far døde. Det var nødvendigt med en mand til at drive gården, så det varede ikke længe, før hans mor igen giftede sig, og dermed voksede Søren op med en stedfar.

Dengang blev drenge registreret på militærets værnepligtslister – lægdsruller – allerede som nyfødte. Derfor kan vi følge Søren hvert 3. år af hans barndom, og vi kan se, at hvis han kom ud at tjene efter sin konfirmation, så var det ikke længere væk end én af nabogårdene i samme landsby.

Da Søren var 21 år gammel, giftede han sig med Maren Sørensdatter, der var et år yngre end ham selv. Både Søren og Maren arbejdede på det tidspunkt som karl og pige i Høgsholt by. Vi ved ikke om de arbejdede på samme gård eller på to forskellige, men de var begge født og opvokset i den lille landsby, så de må have kendt hinanden allerede som børn. Vi kan se, at Søren og Maren giftede sig, fordi Maren var gravid, for kun 4,5 måned efter brylluppet fik de deres første barn, en søn, som de døbte Niels.

Søren og Maren var indsiddere, dvs. de lejede sig ind, enten i et hus eller i en enkelt stue på en gård. Søren har sandsynligvis fortsat arbejdet som tjenestekarl eller daglejer.

Som 22-årig var Søren på session. Her blev han målt og iflg. militærets notater var han 64 3/4 tommer høj. Det svarer til 169 cm. På omtrent samme tidspunkt lykkedes det Søren og Maren at få sig en gård, og på den måde avancerede de lidt i bondesamfundet.

Året efter, 1821, fik Søren og Maren deres andet barn, en søn, der blev døbt Søren. Samme år skulle Søren være værnepligtig, men vi kan se militærets papirer, at han har “stillet for sig”, og det betyder, at han har betalt en anden for at være soldat i hans sted, så han selv på den måde slap. Der forlyder ikke noget om, hvad det kostede at slippe for værnepligten. Det var ikke en fast løsning, men har været en direkte aftale mellem Søren og hans afløser.

I løbet af de efterfølgende år fik Søren og Maren i alt 12 børn og det er med det femte barn, sønnen Jens Peter, at vores historie fortsætter.

Søren døde i oktober i 1848, 50 år gammel. Han efterlod sig kone og en del børn, hvoraf flere dog var blevet voksne, men den yngste datter, Mette Marie, var kun et år gammel.

Et halvt år senere døde Maren også. De yngste børn blev i første omgang taget ind af Marens broder, Peder, men hans kone måtte give fortabt. Hun kunne ikke overkomme så mange børn. Så hvor skulle børnene så bo?

Ved skiftet blev det besluttet, at man ville vente med at sælge gården, da Søren, som nu var 28 år og hjemvendt fra krigen, kunne drive gården videre og man forventede, at han sammen med sin ældste lillebror ville være i stand til at forøge gårdens værdi ved at opretholde en fornuftig drift. Samtidig kunne de to voksne brødre træde til, så deres mindre søskende igen kunne flytte hjem på gården. Skiftet efter forældrene trak derfor ud og voksne børn og værger for de yngre børn mødtes gentagne gange, hvor skiftet hver gang blev udsat og de beholdt gården. 3 år senere, i 1851, drev sønnerne stadig gården og fik ros for deres gode arbejde.

Vores fortælling fortsætter med Jens Peter Sørensen.