Johanne Hansdatter
1761 – 1815
Høgsholt mellem Vejle og Jelling
I slægtsforskning tager man traditionelt udgangspunkt i familiens mandlige aner. Det skyldes, at mændene som familiens overhoved figurerer i mange flere kilder end kvinderne, især når man kommer tilbage til tiden før 1830’erne, hvor man endnu ikke var begyndt at afholde folketællinger hvert 10. år. Og kommer man 100 år længere tilbage, så var det ikke usædvanligt, at kvindens navn slet ikke nævnes. Hvis et ægtepar fik et barn, noterede præsten kun at han havde “Døbt Niels Nielsens søn kaldet Niels”. Moderens navn ansås altså ikke for at være vigtigt. Selv ved begravelser hænder det, at den afdøde kvinde kun er noteret som “Niels Nielsens hustru”.
Men de var der jo, pigerne, konerne og mødrene, og de er også en del af familiens fortælling. Så selvom detaljerne om deres liv er mere sparsomme, så vil jeg alligevel forsøge at fortælle om dem.
Johanne Hansdatter blev født i landsbyen Høgsholt i 1750’erne. Hendes far, Hans Christensen, var bonde og fæstede en gård i landsbyen – vi ved ikke hvilken. Som fæstebønder var Johannes far og bror stavnsbundet til Lerbæk Gods. Det betød, at de ikke måtte forlade det område, som godset ejede. Det skyldtes, at der godt 20 år forinden havde været en landbrugs-krise, hvor afgrøderne faldt så meget i pris, at mange af bønderne ikke ville fæste gårdene længere, men i stedet forsøgte sig med andre erhverv. Det var ikke så godt, for landbruget var en vigtig del af samfundet, og for at undgå masseflugten fra bondestanden indførte man Stavnsbåndet. Mandlige fæstebønder kunne herefter kun forlade godsets område, hvis de fik lov af godsejeren. Samtidig brugte man også systemet til at holde styr på værnepligtige. Karlene kunne indkaldes til værnepligt, og så måtte en uheldig karl i en periode bruge sin eneste fridag, søndag, på at tage til eksercits. Men hvis han havde penge, kunne han slippe ved at købe fripas… hvis altså godsejeren ville sælge ham ét.
Som fæstebonde havde Johannes far taleret og medbestemmelse ved landsbystævnet, hvor bønderne i fællesskab tog beslutninger om bl.a. høst og græsningsarealer for dyrene.
Johanne voksede på en gård i landsbyen. Her lærte hun at løse alle de opgaver, som var nødvendige i dagligdagen. Omkring 10 år tidligere var der blevet indført en skolelov om, at alle børn skulle lære at læse. Det var nødvendigt af hensyn til konfirmationen, som dengang var lovpligtig og vitterligt udgjorde skellet mellem barndom og voksenliv. Børnene skulle altså primært lære at læse, så de kunne læse biblen og lære deres bibelvers. Mange bondebørn lærte at læse af deres mor, men da Johanne var barn i 1750erne og 1760erne, var det blevet almindeligt, at børnene gik i skole et par år i 9-10 års alderen. Forældrene måtte betale for skolegangen.
Konfirmationen var altafgørende for den unges fremtid. Hvis man ikke bestod sin konfirmation, inden man blev 19 år, så kunne man ikke blive gift, stå fadder eller vidne. Man var altså på en måde stadig umyndig, og hvis årsagen til den dumpede konfirmation tilmed var, at man var “vrangvillig”, så kunne man risikere at blive sendt i fængsel. Uden konfirmation fik man heller ikke sin skudsmålsbog, som var en bog, der bl.a. indeholdt udtalelser fra tidligere arbejdsgivere. Uden en bestået konfirmation kunne man således ikke få et voksenarbejde.
Som pige/kvinde var Johanne ikke bundet af Stavnsbåndet. Hun kunne rejse som hun ville, men som de fleste andre piger i bondestanden blev hun hjemme i sit fødesogn. Sandsynligvis arbejdede hun som pige på gårde i lokalområdet.
I foråret 1781 var den 26-årige Johanne blevet gravid. Det var ret almindeligt på den tid at pigerne blev gravide først og giftede sig efterfølgende, og det gjorde Johanne også. I løbet af sommeren giftede hun sig med den fire år yngre Søren Nielsen Ulf og omkring november eller december samme år fødte Johanne deres første barn – en dreng, de døbte Hans.
I de efterfølgende år fik Johanne og Søren seks børn – sådan cirka ét hvert andet år og det var helt almindeligt i bondefamilier på den tid. Ét barn var dødfødt, men de andre fem levede – den næstældste, Niels, blev dog kun otte år. Hans lillebror, født to år efter hans død, blev derfor også døbt Niels. Dengang var der tradition for, at et nyt barn blev opkaldt efter en afdød søster eller bror.
I juli 1795 døde Søren Ulf, og dermed blev Johanne enke. Hun var nu 40 år og alene med en datter på 6 år og tre sønner på 2, 9 og og 14 år. Fæstebønder ejede ikke deres gård, men lånte den af det lokale gods mod en gensidig aftale om at passe gården og “betale” med afgrøder og arbejde. Derfor var der ingen garanti for, at Johanne kunne blive boende på gården uden sin mand.
Som kvinde var Johanne ikke myndig. Hun skulle derfor møde til skifteforretningen med en mandlig værge – det blev hendes bror. Hun havde taleret ved mødet, men alle hendes oplysninger skulle bekræftes af hendes bror, ligesom de begge skulle underskrive. Johanne havde heller ikke forældremyndighed over sine børn. Også her skulle et mandligt familiemedlem påtage sig ansvaret. Johanne lovede fortsat at opdrage børnene og sørge for mad, klæder og skolegang, men det var børnenes onkel, der måtte tage ansvaret og love at føre tilsyn med, at hun overholdt sit løfte.
I forbindelse med skifteopgørelsen blev gården gennemgået og bygningerne vurderet “brøstfældige”, dvs. faldefærdige.
Der var ikke meget af værdi tilbage efter Søren Ulf. Da boet var gjort op og gælden betalt, var der 10 rigsdaler tilbage. Derudover arvede sønnerne Sørens tøj og datteren, lille Mette, arvede egetræskisten, som tøjet havde ligget i. Godsejeren kunne stadig kræve betaling for de dårligt vedligeholdte bygninger. Og han havde også magt til at smide familien ud, hvis han havde været utilfreds med dem – det findes der andre eksempler på – men det gjorde han ikke i dette tilfælde, og da Johanne lovede, at hun nok skulle bringe gården i forsvarlig stand igen, så fik familien lov til blive boende.
Men arbejdet med at drive en fæstegård var et partnerskab. Hverken en mand eller en kvinde kunne drive gården alene, for begge køn havde mange vigtige opgaver. Som husmoder havde Johanne opgaver i huset, men også i marken og med dyrene. Men hun havde samtidig brug for en mand for at få gennemført opgaver som pløjning, såning og høst.
Ligeledes skulle fæstegården bidrage med en mand til det såkaldte hoveriarbejde – en slags husleje betalt i form af ulønnet arbejde på godsets marker. Måske har hendes ældste søn, Hans, på 14 år kunnet dække ind sommeren over eller måske har hun fået hjælp udefra, det ved vi ikke. Men om efteråret – efter høst og slagtning – er der bryllup på gården. Johanne har fundet sig en ny mand – Niels Frandsen, som jeg tidligere har fortalt om. Som allerede fortalt fik Niels og Johanne et enkelt barn, Søren, inden Niels døde efter kun tre års ægteskab. Så var Johanne enke igen.
Den sammenbragte familie omtales i vor tid ofte i medierne som et moderne fænomen. Men i fortidens bondefamilier var det ganske almindeligt, at der var dine, mine og vores børn – ja, nogle gange også kusiner og fætre, man havde taget til sig.
To år senere kan vi se, at 46-årige Johanne har fundet sig en ny mand, den 28-årige Lars Jensen. De boede stadig på gården sammen med de 3 yngste af Johannes børn, herunder lille Søren, som altså voksede op på gården hos sin mor og stedfar. Han havde arvet 330 rigsdaler efter sin far, som han skulle have, når han fyldte 18 år. Johanne og Lars fik ikke børn sammen, for det var Johanne blevet for gammel til. Hun døde 15 år senere i 1816, 61 år gammel. Søren arvede ikke gården, selvom hans far havde købt den. Han har nok fået sine 330 rigsdaler, men heller ikke andet end det. Hans stedfar fortsatte gårdens drift efter Johannes død, men noget tyder på, at det var hende, der havde forretningssansen, for 7 år senere indsendte Lars “opbudsbrev”, dvs. en slags falliterklæring, hvor boet blev opgjort og skiftet. I den forbindelse opgøres hans værdier til 800 rigsdaler, men meget havde han allerede solgt fra på det tidspunkt. Hvad der siden blev af Lars, har jeg ikke undersøgt.
Vores fortælling fortsætter med Søren, som altså var søn af Johanne og hendes mand nr. 2, Niels Frandsen.
Skriv et svar