Niels Frandsen
1768 – 1799
Høgsholt mellem Vejle og Jelling
Niels blev født omkring 1769 i den lille land Uhre, som lå mellem Vejle og Jelling. Hans far var landsbysmeden Frans Nielsen (31) og hans mor hed Maren Zachariasdatter (28). Niels var den ældste i en børneflok på 8, men derudover finder vi ikke så mange oplysninger om hans barndom og liv. Godt 20-30 år tidligere var der blevet indført en skolelov, der dikterede, at alle børn skulle lære at læse. Det var vigtigt af hensyn til konfirmationen, som dengang var lovpligtig og vitterligt udgjorde skellet mellem barndom og voksenliv. Børnene skulle altså primært lære at læse, så de kunne læse biblen og lære deres bibelvers. Mange bondebørn lærte at læse af deres mor, men i Niels’ barndom var det blevet almindeligt, at børn gik i skole et par år i 9-10 års alderen. Forældrene måtte almindeligvis betale for skolegangen.
Som de fleste andre børn i Danmarks landsbyer, voksede Niels op og fik en plads som tjenestekarl på en gård i nærheden. Som 16 årig var han tjenestedreng på en gård i Bredsten, en landsby 11 km fra hjembyen Uhre. Da stavnsbåndet blev ophævet et par år senere, betød det også en fuldstændig omstrukturering af værnepligten. Man indførte derfor lægdsrullerne, som med nogle års mellemrum samler en liste over alle værnepligtige mænd, samt drengebørn, der senere muligvis bliver værnepligtige. I denne liste fra 1789 er Niels angivet som værende 20 år gammel, og det er noteret, at han stadig opholdt sig i Bredsten. Jeg kan dog ikke se, om han fortsat var karl hos den samme husbond eller var flyttet til en anden gård.
Da Niels var 28 år gammel, giftede han sig med den 2 år ældre Johanne Hansdatter – en bondekone i nabolandsbyen Høgsholt. Hendes tidligere mand var død året før, og nu stod hun med en fæstegård, der skulle passes og fire børn, der skulle forsørges. Det krævede både en mand og en kone at holde en fæstegård, så Johanne måtte se at finde sig en ny mand. Og sådan gik det til, at smedesønnen Niels giftede sig til en gård.
Danmarkshistorie
Stavnsbåndet ophævelse, 20. juni 1788
Udvid afsnittet for at læse mere om, hvad der skete og hvad det betød for fæstebønder som Niels og Johanne.
I 1733 var Danmark ramt af en landbrugskrise. Eksporten af landbrugsprodukter led under lavere efterspørgsel og det gav trangere kår i bondestanden. Derfor valgte bønder i stigende grad at søge lykken i byerne, og det var et problem for både herremændene og militæret.
En meget vigtig del af herremændenes og godsejernes landbrugsvirksomhed var fæstebønderne, en princip, der strakte sig helt tilbage til middelalderen . Godserne og herregårdene ejede både bondegårdene og den jord, som landsbyerne lå.
Fæstebønderne var en slags lejere, der fik lov at bo på gården mod at passe jorden og betale en “husleje” i form af landgilde og hoveri. Landgilde var betaling, oftest i form af naturalier, men det kunne også være penge. Hoveri var arbejdsdage, hvor man skulle møde ind og arbejde på herremandens marker.
Når bønderne pludselig ikke gad fæste gårdene mere, så kunne herremændene ikke “holde gang i maskineriet”, og de kunne heller ikke levere de nødvendige bondeknægte til militæret. Derfor indførte man i 1733, at mænd fra bondebefolkningen var bundet til at forblive i det område, hvor de blev født. De blev anset for at være herremandens ejendom og kunne kun fraflytte herregårdens områder med hans tilladelse, og den var som regel svær at få. Det kaldte man for “stavnsbåndet”.
55 år senere ophævede man stavnsbåndet, og det blev en gennemgående ændring i bøndernes levevis og i hele landbrugets struktur. Bønderne fik mulighed for at købe deres gård af herremanden og det gjorde de i stor stil de næste 30 år, efterhånden som de fik sparet op til det.
Allerede i 1798 kunne Niels og Johanne købe gården fri af fæsteaftalen for 880 rigsdaler, som de betalte med et lån i panteobligationer. Jeg har forsøgt at finde ud af, hvilken gård, de ejede, men jeg har ikke kunnet finde nogen henvisning til gårdens navn eller matrikelnummer.
Det varede heller ikke længe, før Niels og Johanne fik en fælles søn, Søren. Han blev opkaldt efter Johannes tidligere mand. Men tiden som bonde i Høgsholt blev kort. Niels døde allerede 3 år senere, kun 31 år gammel. Der oplyses ingen dødsårsag, men i den alder er det sandsynligt, at der har været tale om enten sygdom eller en ulykke. Johanne stod atter tilbage som enke med flere småbørn at forsørge.
Når en person døde, afholdt man dengang skifte af boet, hvor arven blev fordelt blandt de efterladte. Det gør man stadig i dag, hvor en advokat står for boets fordeling. Men dengang i 17- og 1800-tallet blev boopgørelsen afholdt ude på gården, hvor inventar blev talt op og skrevet ned med værdiangivelse. Derefter noterede man, hvad der skyldtes, og hvis der var overskud, blev det blev besluttet, hvem der skulle arve hvad. Hvis der var underskud, blev boets inventar solgt på auktion for at betale gælden.
Hvad ejede en bonde i 1799?
Jeg har fundet skiftet efter Niels, og det er lykkedes mig at tyde en stor del af håndskriften, så her på de næste par sider kan du se eksempler på en stor del ad de ting, Niels ejede.
Skiftets indhold vidner om et helt almindeligt bondehjem for perioden. Niels efterlod sig en garderobe bestående af alt, hvad en typisk bonde havde brug for dengang. Skjorter, stribede veste, knæbukser og knæstrømper, samt både sko og støvler. Da han levede, havde Niels kunnet invitere indenfor på en gård, som vi kender dem fra Frilandsmuseet.
I stuen var der bord og halmstole og amagerhylde på væggen. Blandt Niels’ ejendele var også to piberør med sølvringe, en ildpande og et fyrfad. Ildpanden var en lav skål, som man satte ind på bordet med gløder i. Når man havde stoppet piben med tobak, tog man så enten med fingrene eller en lille tang en glød og lagde oven i piben, så man fik ild i tobakken. I køkkenet havde man både smørkærne, dejtrug og øltønde og i soveværelset fine, stribede olmerdugsdyner.
Men nu var Niels altså død i en tidlig alder. Ved skifteforretningen var Johanne mødt op med en værge. Det var kvinder nødt til dengang, fordi de ikke selv var myndige. Johannes værge, Christen Hansen, var sandsynligvis hendes bror. Lille Søren var kun 2 år gammel og hans farfar, Frans, var mødt op for at repræsentere ham, for Johanne havde jo også 3 sønner og en datter fra sit første ægteskab. Først blev boets værdi opgjort:
Inventar og ejendele : 858 rigsdaler
Gæld: – 520 rigsdaler
Tilgodehavender: + 350 rigsdaler
Skiftebeskatninger: – 28 rigsdaler
___________________________________
Samlet arv: 660 rigsdaler
==============================
Der meste af gælden vedrørte selve gården, som Niels havde købt på afbetaling.
Johannes børn fra tidligere ægteskab havde allerede arvet efter deres egen far, så de fik kun et mindre beløb (medregnet under gæld), hvorimod lille Søren arvede halvdelen af boets værdi: 330 rigsdaler, som hans mor skulle udbetale til ham, når han fyldte 18 år.
Hvor meget var 330 rigsdaler?
Det er svært,ja nærmest umuligt at omregne beløbet til en værdi i nutidens kroner. Det skyldes, at værdien af mad og andre fornødenheder er meget anderledes fordelt end i dag. Derfor har jeg i stedet samlet en række eksempler på, hvad man kunne købe for 330 rigsdaler omkring år 1800. Man kunne fx købe en af disse:
- 6-14.000 kg rugbrød hos bageren (alt efter kvalitet)
- 1.584 kg flæsk
- 1.980 kg oksekød
- 1.533 liter brændevin
- 10 tønder smør
- 20.000 tagsten
- Løn til en københavnsk arbejdsmand i 1.320 timer
Niels’ stue
- Et fyrrebord
- 2de halmstole
- 8 stk tintallerkener
- 5 stk hollandske tallerkener
- Et krus med tinlåg
- En pyramide (amagerhylde)
- En egekiste med jernbånd
- To piberør med sølvringe (til at skrue pibehoved fast på).
- En ildpande (heri serveres gløder fra ildstedet, som bruges til at tænde piben med)
- Et fyrfad (bruges typisk til at varme mad eller drikkevarer over – f.eks.
Niels’ klæder
Niels efterlod sig også en fuld garderobe, og den blev også opgjort i skiftet. Da mange af dragtbetegnelserne i dag enten har ændret betydning eller ikke anvendes mere, har jeg angivet dem på billedet her til højre. Tegningerne stammer fra F. C. Lunds “Danske Nationaldragter”, som er malet i 1800-tallet, dvs. lidt senere end Niels levede, men plancherne er netop malet for at illustrere de traditionelle gamle klædedragter.
Blårgarn var et billigt groft lærredsvævet stof, som man brugte til bleer, lagner og undertøj. Kilderne beskriver kvaliteten forskelligt, men den har ligget et sted mellem lagenlærred og sækkelærred og med sækkelærredets brunlige farve.
Niels’ køkken og fadebur
Iflg. Frilandsmuseet spiste en bonde omkring år 1800 fem til seks måltider i løbet af dagen. Foruden de tre hovedmåltider spiste man også to til tre mellemmåltider, som oftest bestod af rugbrød med smør og måske lidt pålæg. Til hovedmåltiderne indtog man ofte en variation af grød med lidt røget flæsk eller sild til. De mange måltider skyldtes, at kosten ikke indeholdt ret mange proteiner set med moderne øjne og da arbejdet var hårdt og energikrævende, så måtte man spise oftere for at have nok energi. Tørsten slukkedes i øl, som var meget tyndere end i dag.
Af udstyret her til venstre kan nævnes mælkefadene, hvori den nymalkede mælk blev hældt op i. Herefter blev fadet stillet op på bjælken i stuen, hvor det stod i to-tre dage for at skille til fløde. Herefter blev fløden skummet af og samlet i flødebøtten, indtil der var nok fløde til at hælde den i kærnen og kærne den indtil den skilte i smør og kærnemælk. Kærnemælken kunne efterfølgende opvarmes, hvorefter den skilte i valle og en slags friskost, som man så kunne samle og presse i ostekoppen.
I soveværelset (og i vognhuset)
Bøndernes senge havde bræddebund – meget som vi også kender det i nutidens senge. Man brugte ikke madrasser, men fyldte i stedet et godt lag halm i bunden af sengen. Halm er hårdt at sove på sammenlignet med en moderne madras, men det former sig efter kroppen, så det faktisk nogenlunde behageligt, omend anderledes end vi er vant til i dag. Ovenpå halmen lagde man en underdyne og så et lagen. Så kom der endnu et lagen, som fungerede som en slags dynebetræk. Herpå lagde man overdynen og bukkede toppen af lagenet op omkring overdynen. Dynerne var nemlig vævet af uld og kradsede og da man sov nøgen, så brugte man lagnerne til at give lidt mere komfort. Desuden havde man en hovedpude, så på en måde er der meget, der minder om den måde, vi reder seng på i nutiden. Men ser man bøndernes senge på museum er de meget korte og det skyldes, at bønderne sov halvt siddende op. Under- og overdyne var fyldt med fjer og meget tunge sammenlignet med nutidens dyner.
Niels’ køkken og fadebur
Iflg. Frilandsmuseet spiste en bonde omkring år 1800 fem til seks måltider i løbet af dagen. Foruden de tre hovedmåltider spiste man også to til tre mellemmåltider, som oftest bestod af rugbrød med smør og måske lidt pålæg. Til hovedmåltiderne indtog man ofte en variation af grød med lidt røget flæsk eller sild til. De mange måltider skyldtes, at kosten ikke indeholdt ret mange proteiner set med moderne øjne og da arbejdet var hårdt og energikrævende, så måtte man spise oftere for at have nok energi. Tørsten slukkedes i øl, som var meget tyndere end i dag.
Af udstyret her til venstre kan nævnes mælkefadene, hvori den nymalkede mælk blev hældt op i. Herefter blev fadet stillet op på bjælken i stuen, hvor det stod i to-tre dage for at skille til fløde. Herefter blev fløden skummet af og samlet i flødebøtten, indtil der var nok fløde til at hælde den i kærnen og kærne den indtil den skilte i smør og kærnemælk. Kærnemælken kunne efterfølgende opvarmes, hvorefter den skilte i valle og en slags friskost, som man så kunne samle og presse i ostekoppen.
Niels’ husdyr
Husdyrene blev også opgjort ved skiftet og selvom Niels havde en pæn besætning, selvom nogle af dyrene omtales som gamle. Når man går op i at angive at dyr og udstyr er gammelt, så handler det om prissætningen, der er lavere for gamle dyr og udstyr.
- To sorte og en grå kalv
- En gammel sort hoppe
- En gammel brun hest
- En sort hoppe
- 2 stk ?
- 9 får med lam
- En gråskimlet ko
- En grå ko
- En rødbroget
- En gråbroget
- En hvid kvie
- En harve (fungerer som en slags rive til at udjævne jorden, efter at den er vendt med en plov),
- En gammel harve
- En plov
ÅBNE SPØRGSMÅL
- Hvilken gård købte Niels og Johanne?
Det ville man måske kunne se, hvis fæstearkivalier for Lerbæk Gods en dag skulle komme online.
HENVISNINGER
- 1769, Vejle Amt, Tørrild Herred, Hover Sogn, kirkebogen mangler en side, men i forhold til Niels’ alder i andre kilder, må han være født omkring 1769.
- FT-1787, Vejle Amt, Tørrild Herred, Bredsten Sogn, opslag 12.
- 1789 – Lægdsrulle, Koldingshus Amt, Hover Sogn, lægd 67, nr 5
- 1796 – Kirkebog, Vejle Amt, Tørrild Herred, Hover Sogn, Høgsholt, opslag nr. 56, s. 107, copulerede (viede), Niels Frandsen og Johanne Hansdatter
- 1799 – Kirkebog, Vejle Amt, Tørrild Herred, Hoved Sogn, Høgsholt, opslag nr. 63, døde
Skriv et svar